mandag den 31. marts 2014

Vi rykker udendørs

Nu slutter marts og dermed også vores indendørs sæson på Kulsviergården. Fremover træner vi udendørs på boldbanen ved siden af tennisbanerne, der skulle være kridtet og opfrisket til vores første udendørs træning på græs.

Denne første udendørs træning er allerede på onsdag kl. 17-18 og alle vores træningsdage indtil indendørs sæsonen starter igen, bliver om onsdagen kl. 17.

Vi har været plaget lidt af manglende interesse i vinterperioden, hvor det har været svært at træne med 5-6 spillere, på en forholdsvis stor bane, men jeg håber at det grønne græs kommer til at tiltrække nogle flere, så vi kan lave nogle rigtige træningskampe i foråret.

Apropos foråret, så bliver det en periode, hvor vi sparker bolden op på ny og genovervejer hvordan træningen skal forløbe og hvad vores ambitioner er. Gode forslag modtages i den forbindelse gerne, men hvis man virkelig gerne vil have indflydelse, opfordrer jeg til at melde dig på som hjælpetræner. Vi ligger stadig underdrejet med træner kapacitet, da Niels har arbejde i Tyskland og jo flere vi er des bedre kan vi overlappe og aflaste hinanden.

Vores drenge er nu rykket op i U7 klassen og det betyder større krav til deltagelse i turneringer, hvor andre spillere træner intenst og går op i sporten. Det kan betyde at vi muligvis skal overveje om vi kan deltage eller ej og at tiderne med at "shoppe" turneringsdage er slut. Jeg vil anbefale vores trænere at vi sætter et fast hold, såfremt vi vælger at deltage i turneringer fremover.

For at løfte vores træningsindsats, vil vi på et kommende trænermøde diskutere følgende tiltag:
  • Trænerkurser, online såvel som i weekender.
  • Temadage og/eller evt. en weekend.
  • Træning efter DBU's retningslinier.
  • Opdyrkning af fodboldinteressen ved hjælp af lege.
  • Differentieret træning, så 2008(/09) drengene får en ekstra hånd.
  • Alternativer som TV-fodbold, spil, "fodboldlektier" og andet.
Kom endelig gerne med indspark, hvis du sidder inde med en god idé!

Vel mødt til de kommende træningsdage udenfor, hvor vi udover en dag i Påsken har træningsdag hver eneste onsdag indtil sommerferien.