tirsdag den 30. september 2014

Indendørs træning

Selvom efteråret har været særdeles lunt, lakker det mod enden og vi skal til at tænke på at rykke indendørs på Kulsviergården.

Formelt set har vi hallen hver mandag kl. 17.30 til 18.30 fra d. 20. oktober til Påskeferien i 2015.

Hvis vi fortsat får nogle flotte onsdage efter d. 20. oktober, kan det være vi fortsætter på græs, men som udgangspunkt spiller vi indendørs om mandagen, medmindre man får meddelelse om andet.

søndag den 28. september 2014

Vi afholdte det tredje stævne

I dag fik vi afholdt det tredje stævne i efterårets DGI turnering og mange takkede for et godt arrangement. Jeg sender roserne videre til alle de aktive forældre, der har doneret drikke- og madvarer, har hjulpet til samt de børn der var medvirkende.

På banerne gik det også rigtigt godt. Vi vandt den første kamp, tabte én og spillede uafgjort de efterfølgende to kampe. Drengene præsterede fantastisk i dag og en speciel tak til Rasmus, Boaz og Tobias, der virkelig fik sat kondien på prøve oppe på frontlinien. Vi havde det rigtigt godt på midtbanen, men af og til lidt problemer i forsvaret, der kunne løbes over ende. Selvom der slap et par bolde igennem, lavede Max nogle vilde redninger. Han lavede også lidt komedie da han mente, at han kunne stå inden for målfeltet og nå bolden på den anden side - hvis hans arme havde været 20 cm længere.

Til trods for det flotte spil, må vi se os presset ned på 3. pladsen af KBK, der kommer voldsomt hurtigt op ad listen, men vi tager det som en udfordring på søndag, hvor vi spiller det afsluttende medalje stævne i Græsted.

tirsdag den 23. september 2014

Søndagens stævne

På søndag afholder vi selv det tredje stævne i efterårets DGI turnering og jeg håber at rigtigt mange kan komme og se os spille, ligesom jeg håber at mange kan hjælpe til og bidrage med lidt salg i boden. Hvis du gerne vil bidrage så skriv dig endelig på listen.

Vi har en del nye spillere på holdet og selvom de ikke deltager i turneringen, opfordrer jeg alligevel til at møde op og heppe på holdet. Selvom langt fra alle kan holde sig koncentreret om fire kampe, lærer drengene utroligt meget af at se andre spille.

For to år siden var det med bæven at vi deltog i vores første stævner og selvom vi tabte (0-uendeligt) kunne man se indlæringskurven tordne i vejret. Det var helt utroligt at sammenligne deres første kampe med de sidste i den turnering.

Så kig forbi og hep på os!

søndag den 14. september 2014

Andet stævne i efterårets DGI turnering

I dag fik vi spillet fire kampe i Jægerspris, der afholdt det andet stævne i DGI turneringen.

Selvom det ikke var en lige så stor succes som det første stævne, var der mange gode tendenser at spore. Vi oplevede et næsten optimalt fungerende angreb, der scorede tre mål i dag, men som kunne være blevet til meget mere, hvis det ikke havde været for en del rent og skær uheld.

Selvom der i ny og næ var lidt forvirring i forsvaret, formåede de alligevel at stoppe modstanderen langt de fleste gange. Målmanden lavede en enkelt smutter, der resulterede i selvmål, men endte dagen med nogle formidable redninger.

Til træningen skal vi fokusere lidt på tacklinger, hvor vi har lidt udfordringer. Spillerne er lidt for afventende i stedet for at gå direkte på modstanderen og de "venter" en gang i mellem på at modstanderen selv taber bolden.
Vi er generelt gode til boldbesiddelse og jeg synes vi helt klart befinder os mest på modstanderens banehalvdel, men mister typisk bolden i afleveringer, der fanges af det andet hold, dels på grund af mangel på præcision og måske også lidt mangel på overblik.
Endelig skal vi have trænet vores målmand, der har været lidt overset, og Valdemar vil også meget gerne være målmand. Så får vi plads til lidt udskiftning og afveksling. Max laver nogle ret vilde redninger, men mangler kraft i sine udspark og til dels noget præcision. Valdemar kan virkelig hamre bolden fra målet og langt over på modstanderens banehalvdel, men mangler en del præcision og koncentration.

Hvis vi er bemandet godt nok, deler vi os op i tre grupper ved den kommende træning. På denne måde kan vi fokusere på målmænd og markspillere hver i sær, samt motivere de nye spillere.

Vi var kun to til at holde hånd i hanke med alle i dag - stort tak for hjælpen til Michael, der dømte to kampe. Af samme årsag har jeg ikke fået taget nogle billeder, så alle der har knipset bare et enkelt billede må meget gerne uploade eller sende det til mig.

fredag den 5. september 2014

Vi bytter stævnedato

Jeg har netop fået bekræftet af DGI, at vores bytte af stævnedato med Jægerspris IK er gået igennem.

Det betyder at næste stævne d. 14. september bliver afviklet af Jægerspris IK og det tredje stævne skal afvikles af os d. 28. september. Kalenderen er blevet opdateret tilsvarende.

Vi har stadig en træner- og transport mæssig udfordring d. 14. som jeg forsøger at få til at gå op.

tirsdag den 2. september 2014

Nyt om DGI stævne d. 14. september

På søndag d. 14. september skulle vi oprindeligt have afholdt det næste DGI stævne på vores egne baner, men da minimum Bo og jeg er fraværende den dag, arbejder jeg for at vi kan bytte stævnedato med Jægerspris IK. Dette ser umiddelbart ud til at kunne lykkedes, men det skal også lige igennem DGI, før vi har en endelig aftale.

Uanset hvem der afholder dette stævne, får vi brug for ekstra kræfter til at få dem transporteret samt hjælpe drengene igennem dagen. Jeg har to, måske tre, drenge der får brug for et lift. Bo har muligvis én, der skal med og så har vi yderligere én til, der har brug for et lift. Jeg vil forsøge at koordinere det så snart vi har fået endelig besked fra DGI.

Og hvis man er nysgerrig, kan jeg fortælle at resultaterne for første stævne er opgjort og vi ligger på en flot anden plads!