onsdag den 31. august 2016

Kampprogram for lagkagestævnet

Så kom programmet til lørdagens City Bakery Cup og vores to opstillede hold skal spille i hver sin pulje.
Det bliver et eftermiddagsstævne for vores vedkommende, da den første kamp er kl. 12.24 - hverken før eller efter :-)
Vi sammensætter holdene på lørdag, når man møder op. De to hold kommer til at spille samtidigt, så det bliver nok en lidt fragmenteret oplevelse for trænerne, men det vigtigste er såmænd også at børnene får det sjovt.

Du kan se vores kampprogram her.

Vi ses til et rigtigt familiestævne!

tirsdag den 30. august 2016

Efterårets første EXTRA! træning

Vi fik i dag afholdt efterårssæsonens første EXTRA! træning, denne gang sammen med årgang '09/'10 holdet.
Vi opdelte de 30 fodboldspillere i tre hold, der hver især spillede indbyrdes på tre baner af forskellig størrelse og med forskellig fokus på fodbold. Efter en halv times tid roterede holdene til den næste bane og fik prøvet nogle anderledes taktikker.

Alle børnene hyggede sig gevaldigt og det var interessant at se hvordan de mindre kunne give den en ekstra tand, når nu "de store" var med.

Vi afsluttede med intet mindre end 22 pizzaer, leveret af vores lokale Amore pizzeria og stort tak til Wissam for sponsoratet af pomfritter!
Med tilhørende sodavand blev måltidet fortæret af de mange Piranha'er, der mætte, glade og lidt trætte vendte hjem efter en god fodbold dag.



Vi gentager succesen igen d. 20. september og denne gang skal vi nok have lidt ekstra pizzaer oven i købet!

Fodbold EXTRA!

I dag spænder efterårssæsonens første EXTRA! træning af og vi regner med at have det sjovt sammen med '09/'10 holdet. Vi kommer nok til at dele os lidt op, da der bliver rigtigt mange børn tilstede, men vi prøver at tilgodese alles behov.

Vores kalender er godt booket op de næste par måneder, så hvis du gerne vil være sikker på, at du er med på alt hvad der foregår, kan du tilføje den til din computer, telefon eller tablet.
Kalenderen er offentligt tilgængelig og kræver derfor ikke adgangskontrol.

På langt de fleste computere, samt Android og Windows Mobile telefoner, plejer det at være nok at klikke på dette link:
https://calendar.google.com/calendar/ical/fodbold0708%40gmail.com/public/basic.ics
Herefter vil kalenderen blive importeret.
Bemærk at det kan være mere omstændigt på iPhone, afhængig af hvilken version du har.

Vel mødt til efterårets første EXTRA! træning!

søndag den 28. august 2016

Første stævne i efterårets DGI turnering

I dag spillede vi det første stævne i Ølsted og mærkeligt nok måtte Ølsted holdet melde afbud, hvilket er lidt spøjst, når vi nu spiller hos dem.
Under alle omstændigheder var der inden start lidt betænkeligheder ved to ting: Efter en nat med lyn, torden og masser af regn, havde vejrprofeterne lovet mere af samme skuffe under stævnet. Den anden var vores "nye" hold, hvor en del af de garvede ikke er med mere.

Jeg kan ligeså godt understrege at begge blev gjort til skamme og vi sluttede dagen med god stemning og højt humør!
Den lovede regn udeblev. Det holdt tørt og plænerne var tørstige i forvejen, så der var rigtigt gode vilkår for nogle gode kampe.
Og så shinede holdet bare i dag!

Grundet Ølsted holdets fravær, blev der byttet lidt rundt på rækkefølgen, da alle jo var nervøse for vejret. Vi startede derfor med at spille mod Frederikssund 2 - en kamp der endte uafgjort 2 - 2, med fine takter. Drengene fangede tråden og fandt ud af, hvad der virker og ikke virker - hvilket er unormalt tidligt i et stævne :-)

Herefter spillede vi mod KBK, der også endte uafgjort, den gang 0 - 0. Det var helt klart blandt de bedste hold og formåede at stoppe de fleste angreb og så var vi også lidt uheldige med boldøjet. Forsvaret gjorde også en rigtig god indsats, løftet af målmanden, der virkeligt også var på dupperne.

Da vi havde hul i planen, aftalte vi at spille mod Ramløse, der var i højt humør. Dette vendte en anelse da vi vandt 5 - 1 over dem. Det skyldes helt klart et rigtigt godt angreb, med mange top afleveringer og -afslutninger. Vi kom hurtigt foran, hvilket måske også psykede dem lidt.

Vi spillede afslutningsvis mod Frederiksværk, der lader til at være et meget ungt hold, hvor det kniber for dem at holde fokus og have overblik. Til gengæld er de hurtige, men med forrige kamps taktik, endte det med en 5 - 2 sejr til Alsønderup.

Dette var dagen hvor selvtilliden kom på plads igen og alle, på nær målmanden, fik lov at prøve evnerne af fra forskellige positioner. Hvor er jeg glad for at selvtilliden kom tilbage i den første kamp, i det første stævne, så vi kan arbejde videre med teknik og taktik herfra.

Fidusbamsen gik denne gang til Magnus Riis, der virkeligt fik knoklet i dag. Han tog en stor del af tørnen på midtbanen og lavede nogle fremragende afleveringer til angrebet, der flere gange resulterede i et mål. Desuden var han, så længe der i hvert fald var kræfter til det, hele tiden i hælene på modstanderne og ødelagde deres angreb totalt.
Fidusbamsen blev dog givet in absentia, da alle skyndte sig hjem i en blanding af sejrens beruselse og frygten for den regn der aldrig kom. Han får den på tirsdag til EXTRA! træning.

Jeg glæder mig til at se stillingen inden længe og indtil da, tak for en fremragende indsats fra jer alle!

fredag den 19. august 2016

Kampprogram for efterårets DGI turnering

Så fandt den første del af kampprogrammet i efterårets DGI turnering frem til os og vi starter det første stævne i Ølsted denne gang.
Det andet stævne finder, mod al forventning, sted i Frederiksværk og det afsluttende medaljestævne i oktober kommer således til at foregå i Frederikssund.
Der mangler stadig information om det fjerde stævne, men det kommer sikkert snart.

Du kan finde os i DGI's kampprogram via dette link. Kalenderen bliver løbende opdateret med adresserne.

Det lader til at være en stærk pulje denne gang, så der bliver lidt at se til :-)

lørdag den 6. august 2016

DGI Efterårsturnering


Vi har i denne sæson tilmeldt os med et enkelt hold til 5-mands turneringen ved DGI i efteråret.

Jeg havde egentligt håbet på flere tilmeldinger så vi kunne stille mere end ét hold, men med de syv tilmeldinger der er kommet, passer det kun til ét 5-mands hold.

Til gengæld kan jeg se, at alle de tilmeldte har mulighed for at deltage i samtlige stævner og det er vist første gang nogensinde!

Svarfristen for tilmelding til lagkagestævnet løber ud om en god uges tid og indtil videre er tilmeldingen noget skuffende. Kun fem spillere er skrevet på, så hvis der ikke dukker flere op, bliver det en anstrengende dag for drengene.
Vi satser på at lidt flere skriver sig på snart, så hvis du ikke har gjort det endnu, så er det ved at være tid! Det er et sjovt stævne, hvor der er rig mulighed for at prøve en masse ting af.