mandag den 23. oktober 2017

Vi rykkede indendørs

Så oprandt dagen hvor vi vinker farvel til de grønne soppebassiner, som græsbanerne efterhånden er blevet, og goddag til en tør og homogen bane, hvor man til gengæld skal bruge lidt flere kræfter.

Og der blev brugt kræfter! Med de drilske bander på plads, skulle drengene pludselig tænke sig godt om inden afleveringerne og en lille skævert betød hurtig et stort overforbrug af kræfter for at tilbageerobre bolden.



Heldigvis er vi så mange spillere, at vi kunne stille tre træningshold, så med en kamplængde på 7 minutter skulle de maksimalt give den gas i et kvarters tid ad gangen - og kunne oven i købet nyde godt af en udskifter.

Ikke desto mindre sagde vi farvel til en flok højrøde og stor-svedende drenge, der var trætte men glade!

tirsdag den 10. oktober 2017

24 timers fodboldhygge

I weekenden blev årets anden 24-timers fodboldhygge afviklet med deltagelse af 14 spillere og en håndfuld voksne. Denne gang var der oven i købet også et 4-timers fundraising rally, hvor alle gik rundt for at samle flasker ind til fordel for en fodboldtur i 2018.

Allerede 1-2 uger forinden havde alle været rundt og omdele flyers, der opfordrede beboerne til at holde lidt på deres flasker, så vi kunne komme og hente dem og få flaskepanten i stedet. Selvom et Ålholm hold havde fået samme idé, fik drengene indsamlet flasker for mere end 3.000 kroner på de fire timer!

Samtidigt er der løbende kommet kontante donationer ind på Mobile Pay og samlet set har aktionen givet os en kassebeholdning, der cirka udgør 1/3 af udgifterne til næste års fodboldtur.

Det er super godt gået!

Da den stakkels Superbrugsen i Ullerød havde aftaget de mange flasker, var det tid til en karate lektion!

Ja, man tror det ikke, men karate og fodbold har en del til fælles, selvom det i sagens natur kun er benene og kroppen det handler om.

En sensei fra Hillerød Karate Do-Kai var forbi og undervise sammen med sin bedste elev. Her kunne drengene lære at fokusere og få kroppen i balance.


Det blev også til lidt slag med hænder, men det anbefales ikke på banen...

Selvom alle nu var en anelse trætte, blev det jo aftensmadstid og Wissam på Amore Pizzeria havde bagt masser af pizzaer til at mætte de sultne maver.

Det tog ikke så langt tid, så det sidste af aftenen blev spenderet på lysbanen, der jo er en 8-mands bane.
Det stiller nogle større krav til konditionen og hvordan man økonomiserer med sine kræfter, men eftersom vi kommer til at spille 8-mands fodbold til næste år, er det jo fint at smage lidt på udfordringerne allerede nu!

Forældrene havde bidraget med alskens lækkerier og der var da også det store morgenbord om søndagen. Der skal jo et solidt måltid til at få motoren til at køre på højtryk det meste af dagen!

Herefter fik alle klædt om og prøvet den klassiske fodboldgolf, hvor præcision fremfor fart er i højsædet.

Afslutningsvis blev der spillet en opvisnings "landskamp", Danmark - Rumænien, på 8-mands banen, hvorefter alle kunne tage hjem med endnu en på opleveren!

Du kan se billederne fra weekenden her: https://photos.app.goo.gl/pgx7ZQnRPs5Quc8s2

søndag den 1. oktober 2017

Sidste stævne i Junior League

På en regnvåd og kølig søndag fik vi spillet for sidste gang i Junior League's udendørs turnering 2017. Det var medaljestævnet hvor de sidste point blev talt op og dommen fældet på podiet.


Hold Hvid havde et hårdt stævne, hvor de i silende regn og med kølig blæst måtte knokle for at holde modstanderne i ave. Det endte med en uafgjort stilling i flere af kampene og da trængslen i toppen af resultatlisten var tæt, måtte de se sig nedrykket til fordel for de hold der vandt deres kampe. Med ganske få points mellemrum endte de således på en meget flot 4. plads.

🏆 Stort tillykke til Hold Hvid! 🏆



Om eftermiddagen hold regnen dog op og Hold Blå nærmest dansede sig igennem de kun tre kampe. Med et forsvar og et angreb i mesterklasse var det en smal sag for målmanden at redde de par bolde, der måtte slippe igennem til ham og Hold Blå vandt alle kampene overlegent.
På sidelinjen stod træneren og rystede på hovedet af deres præstation - fordi han ikke kunne komme med forbedringer til spillet. Det var en velsmurt maskine, meget uligt forårets præstation, der sikrede sig en pokal til klubbens Hall of Fame.

🏆 Stort tillykke til Hold Blå! 🏆


Hermed fik vi sat punktum for udendørsstævnerne i 2017. Vi har en sidste opvisningskamp på søndag efter vores 24 timers fodboldhygge og efter Efterårsferien rykker vi indendørs.

Du kan se videoer fra nogle af vores kampe i Junior League på YouTube kanalen, hvor der er playlister for henholdsvis Hold Hvid og Hold Blå.