mandag den 21. december 2015

Farvel 2015!

Vi fik i dag afholdt den sidste træning med efterfølgende juleafslutning. Det har været et år med de sædvanlige stævner og turneringer, men med en hel uovertruffen indsats fra vores drenge. Det er tydeligt at de har rykket sig rigtigt meget i 2015.

Fighterpokalen blev returneret af Max, som traditionen tro bliver kvitteret med en medalje. Den blev passeret direkte videre til Thomas, der trods sit stille ydre har formået at klatre op af en stejl indlæringskurve, bevare holdånden og tilmed performe helt fantastisk i vores udekampe.

Stort tillykke til Thomas!

Vi fik naturligvis også overrakt diplomer til alle spillerne, som et bevis på deres aktive deltagelse og flotte præstationer.

I ønskes alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Det bliver spændende at overvære 2016!

mandag den 23. november 2015

Invitation



Aftenhygge i klubhuset samt julestævne for U9 fodbolddrenge

Lørdag den 28. & 29. November 2015

Kære U9 spiller/forældre

Så er det snart tid for at vi skal have en hyggelig aften sammen hvor vi blandt andet skal spille udendørs fodbold, dyste mod hinanden og have en hyggelig lørdag aften uden far og mor. Dagen efter står den på julefodboldstævne i Kulsviergaarden hvor vi glæder os til at se nogle super dygtige drenge få lov til at prøve kræfter med et mini stævne sammen med U8 drenge holdet.

Lørdag

Vi mødes lørdag kl. 17.30 i klubhuset hvor vi klæder om til udendørs fodbold. Husk godt med tøj og det sædvanlige udendørs fodbold udstyr. Vi træner og spiller på lysbanen lige ved siden af Alsønderup skole.

Når vi er færdige går vi i bad og klæder om så vi er klar til lidt at spise.

Efter maden er der dømt hygge med spil og konkurrencer.

Sengetid omkring kl. 22.00 – vi håber det går på en lørdag :-)

Søndag

Der er morgenmad omkring kl. 8.00 hvorefter vi pakker sammen og rydder op. Omkring kl. 9.15 går vi over i Kulsviergaarden i samlet flok.

Vi spiller julefodboldstævne fra 9.30 til ca. 12.15

Vi glæder os til at se jer alle og håber også på at der kommer nogle forældre om søndagen til at se de dygtige drenge spille.

For at vi kan få dagene til at hænge godt sammen, håber jeg der er nogle forældre der har lyst til at bidrage med nogle forskellige ting. Se nærmere under praktiske detaljer og på forhånd tak for hjælpen.

Mvh

Martin R., Bo og Martin S.

fredag den 16. oktober 2015

Tyvstart-træning på mandag

Jeg håber at alle har en fantastisk efterårsferie og får slappet lidt af.
For de friske fodboldspillere, tilbyder vores træner, Martin, en times tyvstart-træning allerede på mandag kl. 17 til 18 på Kulsviergården.
Det er ganske frivilligt om man vil deltage, så kom og vær med hvis du har lyst.

Vores ordinære træning starter næste mandag d. 26. oktober fra kl. 17 til kl. 18.

mandag den 5. oktober 2015

Sidste træning udendørs

På onsdag afholder vi den sidste udendørs træning inden efterårsferien og dermed foregår resten af årets træningsdage indendørs.

Vi starter indendørs træning mandag d. 26. oktober kl. 17 til 18 på Kulsviergården.

lørdag den 3. oktober 2015

Aah...

Det var med en god smag i munden at vi afsluttede efterårets DGI stævne i Frederiksværk i dag. Ikke så meget på grund af den fadøl vi havde i hånden, men mere fordi at stævnet blev afsluttet med et brag!

Ikke én kamp tabte vi og spillet i næsten samtlige spilleminutter var til UG (hvis nogen kender det term). Vi glemte helt sidste søndag og blev overrasket over det store overblik, taktikken og kampgejsten som vores drenge udviste. Det var helt fantastisk.
Det udmundede i den nok allerflotteste sølvmedalje turneringen har set til dato - kun ét point fra den absolutte førsteplads, men lysår fra tredjepladsen. Vores drenge har udvist spil i særklasse i denne turnering og rykket 1½ gang op i niveau. Selvom vi havde en off-dag i det ene stævne, har vi vist at sammenhold og god kommunikation er basen for et smukt fodboldspil, der giver en belønning i sidste ende.


Med en flot sølvmedalje og præstationer der tangerede fodboldspil i bedste stil, takkede vi af på efterårets DGI turnering.

Vi kan alle være super stolte af vores drenge!

søndag den 27. september 2015

Ak...

Træer vokser som bekendt ikke ind i himlen, som man siger.
Dagens DGI stævne, der tredje i rækken, blev spillet at nogle trætte og uoplagte drenge. Først i de to sidste kampe kom der lidt fart over feltet. Indtil da var spillet præget af fejlplaceringer, usikre afleveringer, mangel på overblik og de hang generelt lidt i bremsen.

Vi måtte aflevere nogle point til Annisse, der vandt 3-1 over os. Herefter fik vi med hiv og sving hentet Jægerspris med en 1-0 sejr. Vores kamp mod Ølsted, der ligger i bunden af vores pulje, endte med en sejr på 3-2 til os, men det var meget knebent. Drengene begyndte dog så småt at vågne op i kampens anden halvleg.
Vi spillede efterfølgende mod Slangerup, der kun lige ligger over Ølsted i puljens bund, men måtte se os slået med et 0-1 resultat, hvilket var meget skuffende. Vi havde dog et væld af chancer, der aldrig rigtigt lykkedes.
Efter en pause spillede vi den sidste kamp mod Jægerspris 2 og først da begyndte tingene at fungere. Vi vandt med en 4-0 sejr, men havde stadig mange flere chancer.

Alt i alt kostede dagens os en god del point og vi rykker et godt stykke nedad i placering.

MEN! Hvis det kan gå den vej, kan det også gå den anden vej igen, så vi laver en intens træning på onsdag og forbereder os til lørdagens afsluttende stævne. Drengene har stadig fighter viljen, så det kan sagtens lade sig gøre!

tirsdag den 22. september 2015

Sidste stævne i DGI turneringen

Så har vi modtaget detaljerne for det sidste stævne i efterårets DGI turnering. Det kommer til at foregå i Frederiksværk, d. 3. oktober fra kl. 11.45 til 15.00. Vi spiller på tre baner samtidigt, men har 40 minutter mellem hver kamp start, så der bliver god mulighed for at puste ud.

Det komplette program er tilgængeligt her.
Som det fremgår, ligger vi i øjeblikket til en guldmedalje og det synes jeg virkeligt er fortjent. Jeg håber at de to sidste stævner bliver spillet med samme koncentration og ihærdighed som de foregående.

For dem der automatisk synkroniserer med vores kalender, så er den allerede opdateret.

torsdag den 17. september 2015

Fodbold EXTRA! i dag

Jeg har tidligere betinget mig for vejret til dagens EXTRA! fodbold træning og hygge.
Da den seneste radar melding fra DMI viser, at det højst sandsynligt er København og Whiskeybæltet der modtager fugtige varer fra oven, meldes der hermed

GAME ON!
til dagens træning.

Det bliver hyggeligt!


Stort tak til Wissam, vores lokale pizza mand, for støtten til vores arrangementer!


mandag den 14. september 2015

Bonusordning i Sport-Master

Jeg har tilmeldt os Sport-Masters klub, der giver en række medlemsfordele som kan komme vores drenge til gode.

Når man køber ind i Sport-Master kan man opnå en medlemsbonus ved årets afslutning, som vi kan bruge til konkurrencer, gaver eller præmier til drengene. Ud over bonussen er der også en række specielle medlemstilbud, ikke kun indenfor fodbold, men blandt alle deres varer. Du kan altid se deres medlemstilbud på nettet.

Når man køber ind i en butik, skal man blot meddele vores
medlemsnummer: 9000838263
eller
e-mail: fodbold0708 snabel-a gmail.com
eller
telefonnummer: 40 732 716

Herefter vil købet blive tilskrevet vores bonusordning.

Når man køber ind på internet shoppen er det lidt mere tricky, da det ikke kan lade sig gøre at registrere det uden kodeord, men kontakt mig inden du køber, så får du et midlertidigt kodeord du kan benytte.

Nu skal du ikke tænke at "det bliver aldrig til noget", så jeg har allerede sørget for at indkøbe de første 25% for at opnå bonus. Hvis du gør det samme varer det ikke længe før end vi har lidt ekstra til drengene.

Nu hvor det bliver vintersæson kan vi eventuelt arrangere et fælles indkøb af knickers og langærmede vindjakker.

søndag den 13. september 2015

Mere regnbold

Vi fik i dag spillet det andet stævne i efterårets DGI turnering i Jægerspris og endnu en gang var vejrguderne ikke med os. Vi startede ud med regn og blæst, men det tørrede da lidt op i løbet af formiddagen.

Måske har det været vejret, for det var ikke det mest æstetiske fodbold vi har præsteret, men der blev FIGHTET! Og det kan man se på resultatet, det endte med fire vundne kampe og en enkelt uafgjort.
Når ret skal være ret, så var den sidste kamp faktisk ret fin :-)

Der er ikke indtastet resultater for de andre kampe, men når de kommer kan du se den samlede stilling her.

En enkelt spiller skilte sig ud i særdeleshed, ikke bare i dag, men også i det første stævne og det er Magnus M. som modtog fidusbamsen (in absentia). Takket være hans fighter evne blev der skabt rigtigt mange chancer, hvoraf flere endte i en scoring.
Stort tillykke til Magnus!

lørdag den 5. september 2015

Bronze i lagkagestævnet!

Vi fik i dag spillet et fremragende lagkagestævne i årets City Bakery Cup i Frederiksværk.

Som altid, var det et fremragende tilrettelagt stævne, men i år blev det noget overskygget af det, mildest talt, elendige vejr.

Det stod simpelthen ned i stænger i perioder og medbragte støvler, regntøj og paraplyer kom virkeligt i brug.

På trods af det dårlige vejr, spillede drengene nogle ret gode kampe. Med tre vundne, en uafgjort og en tabt kamp, landede vi på en delt anden plads sammen med Jægerspris 1 - de samme drenge der også er med i DGI turneringen.
Vi fik dog anden pladsen på teknisk knockout, da vi vandt over Jægerspris 1 tidligere på dagen.

Du kan se pulje resultaterne her.

Selvom man et eller andet sted bare gerne ville ind i tørvejr, betøde det gode resultat, at vi også skulle deltage i U9 cup'en, det vil sige spille om de øverste fire pladser.

Vi startede med at spille mod Melby-Liseleje, der viste sig at blive vinderne af U9 rækken. Det var også en rigtig hård modstander, der var os overlegne på stort set alle områder. Alligevel formåede vi at holde resultatet nede på 0-2 med et fremragende forsvar, en veloplagt målmand og ikke mindst et angreb, der alligevel fik trukket bolden op foran deres mål.



Den sidste kamp blev spillet mod Jægerspris 2 og det var en virkelig intens kamp. Der er dog alles overbevisning at vi var dem overlegne og vandt dog også 2-1. Der med landede vi med en flot bronze medalje - lige en postgang bedre end sidste år.
Som nummer tre ud af 12 hold kan vi alle være stolte af resultatet!

Du kan se stillingsresultaterne af cup'en her.

Som nogen har bemærket, har vi indført "fidusbamsen", der tildeles den spiller, der har gjort en ekstraordinær indsats ved stævnerne. I dag var det Thomas, der fik tildelt den på grund af sin ekstremt aktive indsats i angrebene. Han kæmpede virkeligt til det sidste, var helt fremme, gik lige i modstanderne og var hurtigt på benene igen når tingene ikke gik helt efter planen.

Stort tillykke til Thomas!

onsdag den 2. september 2015

Guld!

Så er det officielt! Efter første stævne i efterårets DGI turnering ligger vi øverst på ranglisten og står til at vinde guld.
Nu ville man jo ønske at der ikke var flere stævner, men sådan er det som bekendt ikke...

Jeg synes at det er rigtigt flot klaret af vores drenge og jeg er sikker på at vi får en god placering, hvis vi spiller de sidste tre stævner med ligeså stor koncentration og gå-på mod.

Stort tillykke med den gode start. Det er ærligt fortjent.

Du kan se stillingen og kampprogrammet her.

søndag den 30. august 2015

Første stævne i efterårets DGI turnering


Vi fik spillet det første stævne i efterårets DGI turnering med et nyt mål - altså formål!

Inden kampene blev der indgået aftaler om de enkelte spilleres placering og taktik og det eneste mål var, at de skulle overholde disse aftaler.
Det gik faktisk rigtigt godt. Specielt de første tre kampe gik vældigt godt og drengene kunne se, at ved at overholde aftalen, så blev spillet nemmere at overskue og de kunne bedre koncentrere sig om deres opgave.
Der røg lidt koncentration i den fjerde kamp, hvilket ligeså godt kunne skyldes holdlederens mangel på samme ved at holde pause, når der i virkeligheden skulle spilles næste kamp. Ahem.

Til gengæld tog drengene revanche i den sidste kamp, der faktisk var ret hård. Alligevel formåede vi at holde forsvaret på dupperne, mens angrebet fyrede den af med to i kassen.

Vi har indført "Fidusbamsen", der gives til den spiller, der har gjort en ekstraordinær indsats i vores udekampe. Spilleren, eller spillerne, der har fået tildelt Fidusbamsen flest gange bliver præmieret ved årets afslutning.

I dag blev Frederik tildelt Fidusbamsen, for en helt igennem storslået indsats. Han fik stoppet SÅ mange angriberes spil, at vores målmand nærmest faldt i søvn. Takket være ham, blev disse vendt til et angreb fra vores side af og syv af disse endte faktisk med et mål. Han fik afleveret præcist til fløjspillerne, der hermed fik det bedste oplæg til et angreb.
Oven i dette, udviste Frederik store evner i at snakke til spillerne og var dermed direkte involveret i rigtigt mange angreb.
Stort tillykke til Frederik!

fredag den 28. august 2015

Starttid for lagkagestævnet

Vi har nu fået start tiden for U9 drenge, 5-mands turneringen (det er os) ved City Bakery Cup på næste lørdag og vi skal spille første kamp kl. 10.00.

Derfor mødes vi senest kl. 9.40 på banerne, så nogen kan skifte om, gnide søvn ud af øjnene og muligvis også snakke lidt taktik :-)
Det endelige kamp program skulle angiveligt komme på tirsdag.

Vi mangler stadig spillersæt nr. 7, som vi godt kan bruge på søndag, så vær venlig at kigge gemmerne igennem og vi kan gøre samlingen komplet igen.

torsdag den 20. august 2015

Kampprogram for DGI turnering

Nu har vi modtaget kampprogrammet for DGI's efterårsturnering og denne gang har vi ikke fået mulighed for at afholde et stævne.
Det er jo både godt og skidt, for vi mister muligheden for lidt ekstra indtægter, men til gengæld kan vi have fuld koncentration på drengene og spillet.

Det første stævne afholdes i Ølsted allerede om 10 dage, hvorefter der spilles stævner i Jægerspris samt Slangerup og afslutningsvis i Frederiksværk.

Du kan finde de præcise adresser i kalenderen og det komplette kampprogram her.

tirsdag den 18. august 2015

EXTRA! igen!


En ny sæson er startet og vi tilbyder igen to dage med EXTRA! træning.

Ud over den sædvanlige ugentlige træning om onsdagen, træner vi også en tirsdag og en torsdag, hvor der lægges fokus på enkelte discipliner, der trænes intenst.

Vi afslutter disse dage med fælles spisning, som regel lidt pizza fra det lokale pizzeria, og hygger og snakker lidt om hvad vi har lavet og hvad vi kan forvente i løbet af sæsonen.

Den første EXTRA! træning bliver allerede tirsdag d. 25. august kl. 17-19, det vil sige om en uge!
Den sidste EXTRA! træning er torsdag d. 17. september kl. 17-19.

Datoerne er skrevet ind i kalenderen, men alle vil også modtage en mail om tilmelding.

Vi glæder os til at se alle give den en EXTRA! skalle :-)

mandag den 17. august 2015

Video fra vores sponsor

Jeg har fundet videoen som Hillerød Kræmmermarked har lavet med vores drenge og den er helt klart værd at dele med alle.


Jeg synes den er super godt lavet og vores fodboldspillere ser ud til at hygge sig enormt! Du kan også både se og dele den på Hillerød Kræmmermarkeds Facebook side her.

torsdag den 6. august 2015

Så kom sommeren

Omsider, kan man sige, blev det sommervejr som man forventer. Dog er selve sommerferien så småt ved at være slut og vi skal på onsdag d. 12. august i gang med at få løsnet musklerne op igen. Der er sikkert også nogle regler og øvelser vi skal have frisket op.

Vi er blevet tilmeldt efterårets DGI turnering for U9 drenge, så endnu en gang rykker vi op i aldersklasse og sværhedsgrad. Vi vil formentligt møde nogle nye hold at spille mod og da det går løs allerede efter tre træningsdage, bliver det en intens start.

Til gengæld kan vi tage det lidt mere afslappet til lagkageturneringen d. 5. september og hygge lidt sammen.

Det bliver hyggeligt at mødes igen

fredag den 26. juni 2015

Datoer i efteråret

Lidt mod sædvanligt, er der allerede kommet datoer på de arrangementer som vi finder spændende i efteråret.

Invitationen til Lagkagestævnet, officielt kendt som City Bakery Cup, i Frederiksværk er nu officiel. Stævnet bliver afholdt lørdag d. 5. september på Frederiksværk Stadion. Specifikke tidspunkter vil komme senere, men det plejer at være et formiddags/middags arrangement.
Vi har deltaget i dette stævne i to år og det er et hyggeligt stævne for hele familien, med nogle kampe for drengene, efterfulgt af medaljeoverrækkelse og afslutning med sodavand og lagkage til alle.
Du kan se den officielle invitation her.

Datoerne for DGI's efterårsturnering er også meldt ud og de er ligeledes tilføjet vores kalender. Vær dog opmærksom på, at disse datoer kan ændre sig afhængigt af antallet af tilmeldte og dette bliver som regel meldt ud ret sent.
De fire søndage i efteråret er indtil videre d. 30. august, 13. og 27. september samt afsluttende medaljestævne d. 3. eller 4. oktober.

Dette betyder jo at vi kun har tre almindelige træningsdage efter sommerferien inden vi skal spille de første kampe, så der skal nok trænes igennem :-)

onsdag den 24. juni 2015

Sommerferie

I dag afsluttede vi forårets fodbold sæson med manér!

Vi startede med et lille mini-stævne med vores U7 broder-hold og midt i det hele dukker et par folk op, som jeg havde en løs aftale med. De var faret lidt vild og var ret forsinket, men det holdt dem ikke tilbage fra at rigge kameraer op og starte deres filmene fire-motors drone. Vi gav den derfor en ekstra gang gas med en ekstra træningskamp for vores eget hold indbyrdes, skarpt forfulgt af en drone i luften og kameraer fra sidelinien. Det bliver interessant at se om der kom noget god dokumentation ud af det.

Efterfølgende var der grillhygge ved klubben efterfulgt af sæsonens præmieoverrækkelser.
Vinderen af forårets Fighterpokal går til Max for hans enestående præstationer som målmand, der understreger hvor meget lærdom han har tilegnet sig om spillet, erfaring med samspil og forståelse af kommunikation og sociale relationer. Stort tillykke til Max!

I afstemningen om Favorit pokalen, vandt Tobias atter en gang og tager dermed æren for anden gang i træk. Stort tillykke til Tobias!

For deltagelse i samtlige af forårets fem stævner i DGI turneringen, modtog Alexander, Frederik, Magnus S., Thomas og Tobias Mesterspiller medaljen. De har helt klart gjort deres indsats for vores flotte placering.

En anden uventet begivenhed indtræffer så igen: Annette tager ordet og overrækker en gave til Bo, Martin og undertegnede på vegne af alle forældre! Vi takker mange gange for gaven og må indrømme, at det luner når også vores indsats bliver bemærket

Vi afsluttede med kage og kaffe mens jeg afviklede en lettere kaosramt fodboldquiz. Hovedsagen er dog, at alle børn gik derfra med en lille hold-oplevelse og chokoladesmag i mundvigen.

Jeg har sagt det før, men det kan ikke siges for tit: Jeg er fantastisk stolt af vores drenge dette forår! Der er udelukkende en positiv udvikling hos samtlige spillere at spore, så det er med stor forventning at vi starter efterårssæsonen efter sommerferien.

Rigtig god sommerferie!

tirsdag den 23. juni 2015

Sidste træningsdag

I morgen løber den sidste træningsdag af stablen og den afholdes i samarbejde med vores U7 broderhold.
Programmet er som følger:

Kl. 17.00 Vi spiller et lille mini-stævne begge hold indbyrdes.
Kl. 17.30 Fotografering af enkelte spillere starter. De trækkes ud en efter en.
Kl. 18.00 Holdfoto og herefter grillhygge/fællesspisning.
Kl. 18.45 Medaljer og pokaler uddeles.
Kl. 19.00 En lille fodbold quiz mellem 2-4 hold. Kaffe og kage til alle.

Husk at tage vores kamptøj med og kom gerne iklædt selvsamme, men da jeg forsøger at samle det hele sammen inden ferien må I meget gerne tage skiftetøj med.

Medbring mad og drikkevarer til eget forbrug. Vi skulle gerne have grillplads nok, så der er mulighed for at få branket en pølse.
Da vi bliver noget i retning af 25-30 voksne med børn, er det nok en god idé at tage et tæppe med, så man evt. kan slå sig ned på græsset.

Vel mødt til sidste træning inden sommerferien!

søndag den 21. juni 2015

Medaljestævne i Slangerup

Sikke nogle kampe vores drenge fik spillet i dag!
Det er alligevel sjældent at jeg ligefrem får gåsehud når en kamp fløjtes af, men det skete altså i dag. Det sidste stævne i forårets DGI turnering blev afholdt i Slangerup og det osede af energi, sammenhold og overblik fra vores drenge, stort set hele dagen igennem.

Vi startede med at taberdømme Frederiksværk, da de ikke dukkede op. Lidt ærgerligt, da man godt kunne have sovet de 40 minutter ekstra, men vi varmede op med en lille uformel kamp mod Skibby's U7 drenge.

Herefter spillede vi mod Græsted, en kamp der endte 4-0 i vores favør og det var en fryd at se drengene eksekvere al lærdom, som vores dygtige trænere har proppet ind i dem, på 2 x 7  minutter!

Den tredje kamp mod Annisse endte uafgjort 2-2 og igen var opskriften den samme. Jeg tror simpelthen at vores modstandere blev lidt overrumplet over den disciplin og energi, der blev lagt i spillet. Det var en kamp vi sagtens kunne have vundet, da vi havde langt flere chancer en holdet fra Annisse.

Næste kamp mod Ølsted blev startet med spænding, da vi fandt ud af, at de stillede med nogle mere erfarne spillere i forhold til de foregående stævner. Med en sejr på 5-0 over Ølsted, fik drengene lige en ekstra portion selvtillid og selvom de gik hårdt til os i anden halvleg, fik de ikke bolden i kassen.

I sidste kamp mod Gilleleje prøvede vi en ny opstilling med Rasmus som angriber og bla. Tobias og Magnus M. på midtbanen. Kampen endte med 0-1 til Gilleleje, men kunne ligeså godt have været uafgjort da de var ret heldige med deres scoring.


På trods af, at pointene ikke var ajourført af turneringsledelsen, kunne vi fastholde vores bronzemedalje.
Da vi fik intet mindre end 10 point i dag, er jeg sikker på at vi fik indhentet lidt af afstanden til Græsted og Annisse, men en sikker 3. plads blev det i hvert fald til.
Slutstillingen er tilgængelig på DGI's side så snart de andre resultater indløber.

STORT TILLYKKE!

onsdag den 10. juni 2015

Besøg af sponsor

Der har været en utrolig hyggelig dag, denne onsdag, hvor vi havde besøg af vores sponsor, Hillerød Kræmmermarked.


De kom tre mand høj og filmede træningen, men lavede også nogle mini-interviews med nogle af drengene. Træningen blev afsluttet med en straffesparkkonkurrence og et stort tillykke til Rasmus, Tobias og Thomas, der henholdsvis vandt gavekort til Sportmaster på kr. 300,-, kr. 200,- og kr. 100,-.

Også en kæmpe hånd til Max, der nok havde sit livs hårdeste 15 minutter på mål og endte med ømme hænder!

Tilsidst fik alle en flødebolle og en sodavand oven på den hårde dag og vi benyttede lejligheden til at takke Hillerød Kræmmermarked for de mange dine gaver som de har sponseret

De mange filmklip bliver sat sammen til en mini-film om vores drenge og jeg skal sørge for at den bliver lagt op her på bloggen, når den er parat. Indtil videre kan man se de første billeder på Hillerød Kræmmermarkeds Facebook side.

torsdag den 4. juni 2015

Dato for sidste stævne

Vi har fået datoen for det femte og sidste stævne i forårets DGI turnering og det bliver, lidt som forventet, søndag d. 21. juni på Idrætsvej 3-5 i Slangerup.

Den første kamp spiller vi allerede kl. 9.00, så sørg gerne for at være på banen kl. 8.45 så drengene kan varme lidt op og vi kan få lagt en slagplan.

Du finder det komplette kampprogram her på DGI's hjemmeside.

onsdag den 3. juni 2015

Sponsor event

På onsdag d. 10. juni kommer vores sponsor, Hillerød Kræmmermarked forbi og laver lidt løjer med drengene.

Jeg er sikker på at de har lidt godter med og lader mig fortælle at der også bliver afholdt en lille konkurrence - selvfølgelig med præmier.

Mens vi træner vil en fotograf filme drengene til en lille 1-2 minutters video, som de vil lægge op på deres Facebook side samt vise på årets Hillerød Kræmmermarked.

Vi ser frem til en anderledes og hyggelig træningsdag d. 10!

søndag den 31. maj 2015

Vi afholdte det fjerde stævne

Vi afholdte i dag det fjerde og næstsidste stævne på vores egne baner i Alsønderup og sikke en dag. Du kan læse om vores resultat nedenfor.

Efter voldsomme trusler fra vejrguderne, blev det kun til at par enkelte dryp og det sikrede os en rekord indtjening i vores bod. Vi har nu midlerne til nogle medaljer til sæsonafslutningen og en enkelt hyggeaften i efteråret.


Stort tak til pigerne i boden, men også et stort tak for donationerne fra alle forældre!

Der blev præsteret et rigtigt godt fodboldspil fra vores drenge i dag og jeg er sikker på at alle er stolte af poderne.
Vi startede med en flot kamp mod Frederiksværk, hvor vi vandt 2-0. På trods af, at det var den første kamp, udviste drengene rutine og havde mange scoringsmuligheder.

Herefter spillede vi en nervepirrende kamp mod Græsted, der satte os 0-3 allerede i første halvleg. Med fantastisk kampgejst fik vi udlignet til 2-3 ved fløjten.

I kampen mod Annisse, der lå i toppen af puljen, blev der udvist særdeles godt spil og sammenhold, hvilket endte med et nederlag på kun 1-2.

Da alle havde en travl dag, blev der ikke tid til så mange billeder, men specielt den sidste kamp mod Gilleleje fik vi nogle gode billeder.


Bare rolig - de scorede ikke!




Men det gjorde vi!
Kampen endte med en sejr til os på 2-0.

Til højre et billede af Magnus M., der virkeligt gav den gas i denne kamp.

Efter dagens stævne har vi fået forbedret vores position og ligger nu på 3. pladsen med 34 point. Hvis vi kan holde distancen til Gilleleje holder vi en bronzemedalje til det afsluttende stævne sidst i Juni :-)

Du kan se resultatlisten her.

torsdag den 28. maj 2015

Flere glemte sager


Efter dagens EXTRA træning, så stod denne drikkedunk tilbage på et af bordene.

Hvis der er nogen, der gerne vil have den retur, tager jeg den gerne med på søndag eller alternativt til næste træning.

I øvrigt tak for et hyggeligt arrangement, hvor drengene både fik trænet fysik, teknik, kamp og pizza-muskler ;-)

Jeg glæder mig til at se en masse energiske mennesker på søndag og husk, at hvis du gerne vil hjælpe til i boden eller tage noget med vi kan sælge (vi betaler gerne dine udgifter), så skynd dig at skrive dig på her.

Vi ses på søndag!

tirsdag den 19. maj 2015

Glemte sager


Er der nogen der vedkender sig disse sko?

De lå i tasken med kamptøj efter søndagens stævne i Ølsted og lader til at være indendørs sko i størrelse 30.

søndag den 17. maj 2015

Tredje stævne

Så fik vi deltaget i det tredje stævne i forårets DGI turnering, denne gang i Ølsted.


Vi startede i god stil og spillede uafgjort 0-0 mod Frederiksværk, men måtte lide et svidende nederlag mod Græsted med 0-4.

Selvom det kneb gevaldigt med koncentrationen, fik vi spillet uafgjort 0-0 mod Annisse og blev gradvist skarpere da vi vandt 3-2 over Ølsted - en kamp hvor de lidt mindre rutinerede fik lov til at give den gas.


Til sidste kamp havde drengene endelig fanget idéen og vandt med 4-1 over Gilleleje. En rigtig flot kamp, hvor mange af de teknikker vi træner med kom frem.


Næste stævne foregår på egne baner, så det bliver rigtigt spændende at se hvordan det løber af stabelen :-)

tirsdag den 5. maj 2015

Super stævne i Frederiksværk

I søndags endte stævnet i Frederiksværk med at overbevisende resultat.
I kraft af tre vundne kampe samt to uafgjorte, er vi helt sikkert rykket op på rangstigen. Vi afventer stadig med spænding at resultaterne bliver registreret hos DGI.

Godt gået drenge!

mandag den 27. april 2015

EXTRA!

Vi introducerer nu vores første gang fodboldtræning eXtra for alle aktive medlemmer på tirsdag d. 5. maj kl. 17-18!

Denne dag bliver den første af flere eXtra træningsdage, hvor der fokuseres på specielle områder af fodbolden, som vi normalt kun har tid til at berøre overfladisk, men som stadig bidrager væsentligt til god fodbold og hold ånd.

Træningen er et supplement til vores ugentlige træning og udelukker derfor ikke onsdagens træning.
Da disse eXtra træningsdag falder lidt forskelligt afhængigt af stævnedatoer og vores frivillige træneres kalender, skal man melde sig aktivt på med en bindende tilmelding. Du vil som aktivt medlem modtage en mail med tilmeldingsoplysninger.

Vi glæder os til at kunne give vores fodboldglade spillere en eXtra oplevelse. Sæt derfor kryds i kalenderen tirsdag d. 5. maj samt torsdag d. 21. maj!

søndag den 19. april 2015

Første stævne i DGI's forårsturnering

Så fik vi afholdt det første stævne i turneringen og man må sige at vores drenge virkelig har lyttet efter vinterens mange råd fra trænerne. Det blev til to vundne kampe og tre tabte, men det kunne ligeså godt have været omvendt.


I den ene ende vandt vi 4-1 over Ølsted, men tabte også 1-4 til Gilleleje. Blandt andet blev det til et flot selvmål, der nok lærte drengene lidt om hvordan man ikke gør.
Vores første kamp mod Frederiksværk vandt vi 2-1, mens vi yderligere tabte 1-2 til Græsted og 1-3 til Annisse. Vi var lidt uheldige i kampen mod Græsted, som vi ligeså godt kunne have vundet.

Nu ved vi i hvert fald hvor der skal sættes ind med træningen til næste stævne i Frederiksværk

torsdag den 9. april 2015

Kamp program for DGI's Forårsturnering

Så kom programmet fra forårets turnering, som du kan finde her.
Vi starter næste søndag i Græsted, herefter skal vi til Frederiksværk og Ølsted. Det fjerde stævne afholder vi selv!

Medaljestævnet bliver muligvis afholdt i Slangerup, men det kommer der besked om senere.

onsdag den 8. april 2015

Så kom vi på græs igen

Med en temperatur på 15 grader, vindstille og sol kan man ikke ønske sig meget mere på årets første udendørs træningsdag. For at toppe oplevelsen af, var banerne også ny-kridtede!


Det var dejligt at se vinterens tekniske træning blive udøvet på græs, men en masse friske drenge som drivkraften.
Allerede om 11 dage begynder DGI's Forårsturnering, så vi når lige en træningsdag til inden det går løs.

mandag den 23. marts 2015

Sidste indendørs træning

I dag træner vi for sidste gang indendørs og holder herefter fri i skolernes Påskeferie i næste uge.

Næste træning bliver derfor onsdag d. 8. april kl. 17-18 på boldbanerne oppe ved klubhuset. Husk lidt varmt udetøj, benskinner og fodboldstøvler.

Rigtig god Påskeferie!

tirsdag den 10. marts 2015

DGI's forårsturnering

Vi er nu blevet tilmeldt DGI's forårsturnering for U8 drenge, klasse C.
Denne gang bliver der for første gang afholdt hele fem stævner i turneringen og jeg har givet grønt lys til at vi arrangerer det ene af dem.

Indtil videre falder stævnerne på søndage d. 19/4, 3/5, 17/5, 31/5 samt weekenden d. 20-21/6. Vores kalender er opdateret med disse datoer og der kommer flere detaljer på, når vi modtager kampprogrammet med tider og steder.

Apropos kalender, er den også opdateret med vores udendørs træningstider. Som altid, træner vi på boldbanerne ved klubhuset om onsdagen kl. 17.00 til 18.00 fra onsdag d. 8. april frem til sommerferien. Du kan få et overblik ved at se under aktuelt eller på kalenderen her på bloggen.

mandag den 12. januar 2015

2015 sparket i gang

Så fik vi startet 2015 med et ordentligt los - til bolden!
Vi havde glæde af en masse friske, og lidt rustne, drenge, der var med på en hård start på træningen med efterfølgende kampe.

Jeg glæder mig til et år, hvor det kommer til at gå endnu hurtigere med at stille deres sult efter at lære fodbold ☺