tirsdag den 24. maj 2016

Tredje stævne i Frederikssund

Vi fik i søndags spillet det tredje stævne i forårets DGI turnering i Frederikssund og med halvdelen af holdene, der meldte afbud, var det naturligvis en lidt tam affære,


Vi spillede de to nominelle kampe mod henholdsvis Frederikssund FB og Frem Hellebæk. Med en 4 - 0 sejr over Frederikssund og en uafgjort 0 - 0 mod Hellebæk, var der masser af energi i drengene endnu.
Derfor aftalte vi at spille yderligere to venskabskampe, så alle fik lidt flere udfordringer. De ekstra kampe benyttede træner Martin til at bytte spillerne rundt på nye pladser. Både så de selv kunne prøve det af, men også for at se hvordan dynamikken i spillet ændrede sig.

På mål fik vi Max et stykke væk fra den hvide linje og selvom den trak i ham som en elastik, lykkedes det ham at lave nogle rigtigt gode redninger ved at løbe angriberen i møde. Der gik faktisk kun en enkelt bold forbi ham denne dag.

Fidusbamsen gik denne gang til Malte, der virkelig tog et spring op i niveau. Selvom opvarmningen var lidt slasket fra hans side af, var alle hans afleveringer ultrapræcise under kampene, han evnede gang på gang at få erobret bolden - selv med hælen og havde overvejende et godt overblik over hvem han skulle spille. Stort tillykke til Malte!

Ligesom ved sidste stævne, er de to nominelle kampe blevet filmet. Du kan finde dem under fotos.

fredag den 20. maj 2016

Medaljestævne får fastsat dato

Vi har i dag fået den endelige dato og tidspunkter for det fjerde og sidste stævne i forårets DGI turnering, der foregår på Frederiksværk Stadion.

Som forventet, skal vores pulje spille søndag d. 12. juni, men som nogle af de sidste på dagen. Vores første kamp starter nemlig kl. 15.40 og den sidste kamp starter kl. 17.00, i følge planen. Dette betyder også, at der ikke er indlagt pauser, så det bliver en hård afslutning.

Vi mødes på stedet ca. kl.15.00, så drengene kan varme op og vænne sig til de mange mennesker, der altid præger medaljestævnet.

Fodboldafslutning

For dem, der abonnerer på vores kalender, kommer dette ikke som en overraskelse, men for de resterende kan jeg oplyse at datoen for forårssæsonens afslutning nu er sat. Det bliver onsdag d. 22. juni og vi starter sædvanligvis med lidt venskabskampe og afslutter med fælles grill- og spisning.

I modsætning til sidste år, er der denne gang endnu et fodboldhold med. Det er årgang '11/'12, som er helt og aldeles nystartede, men vi glæder os til at møde dem. Vi ender op med at være årgang '07/'08 (os), årgang '09/'10 og årgang '11/'12. det vil sige en masse forældre og spillere.

Allan Toftedal fra vores lillebror-hold har arrangeret en sponsoroverraskelse i denne forbindelse, men meget mere om dette senere :-)

torsdag den 19. maj 2016

Stævnet på søndag flyttet

Jeg har netop modtaget en besked fra DGI, at stævnet på søndag er flyttet. Vi skal dermed ikke til Oppe-Sundby, men til Frederikssund Stadion. De ligger ikke så langt fra hinanden. Den nye adresse er:

Frederikssund Stadion
Kalvøvej 9
3600 Frederikssund



Som oprindeligt aftalt, mødes vi kl. 9.30 så drengene kan få varmet op og taktikken på plads.

For dem der ikke har været inde og se vores placering for nyligt, så er alle resultater for de to første stævner blevet indberettet her.
Jeg må sige at, en score på 28 point og med 11 point ned til nummer to, er super flot.

 Stort tillykke drenge!

mandag den 9. maj 2016

EXTRA! træning

Vi fik i dag afholdt årets første EXTRA! træning, hvor vi giver en ekstra dag med træning og efterfølgende afslutter med pizza hygge i klubben.


Det er alligevel sjældent at vi får en skyfri dag med 25 grader og mild vind i maj, men den blev udnyttet til fulde.

Da nogle af spillerne havde deltaget i gårsdagens DGI stævne, blev det en træning i taktikkens navn og den fysiske træning blev nedtonet. På en række mini-hold med tre spillere, gik det op for drengene hvor vigtigt det er, at placere sig korrekt og følge med sine hold kammerater.


Vi hentede intet mindre end 11 familiepizzaer og havde 28 spisende med til hyggen uden for klubben og der blev simpelthen hygget igennem!
Selvom drengene havde arbejdet for sagen, blev der dog alligevel ikke spist op. Det skal jo ikke hedde sig at staklerne ikke kunne få mad :-)

Hermed også et stort tak til Wissam fra Amore Pizzeria og Grill House for de ekstra pommes frites med tilbehør!

Vi har afsat endnu en dag med EXTRA! træning i foråret og den er planlagt til d. 6. juni. Vores kalender er opdateret, så sørg også for at din er!

Videoer fra sidste kamp i går

Så kom videoerne af hele den sidste kamp vi spillede mod Frem Hellebæk endelig op. Du kan se dem her, men de er også tilføjet vores Fotos side.

1. halvleg

2. halvleg

Vores træner havde det med at gå i vejen...

søndag den 8. maj 2016

Andet stævne i DGI turneringen

Under blå himmelstrøg og strålende solskin fik vi spillet det andet stævne i DGI's forårsturnering i dag.
Ligesom ved det første stævne for to uger siden, gik det overordentligt godt og vores drenge udviste en rigtig god udholdenhed og evnen til at holde hovedet køligt. Og det på trods af, at de var på kogepunktet på denne solrige og vindstille dag.



Vi startede ud med at spille mod Frederikssund og lå lunt i svinget efter første halvleg med en 3-0 føring. I anden halvleg blev føringen udnyttet til at lege lidt med drengenes positioner og alle de mindre øvede blev sat på banen. Derfor endte kampen med 3-2 til os, stadig som vindere, men med en del mere erfaring til særligt de uøvede.

Da Brede havde aflyst i dag, kom kampene nærmest på en perlesnor og vi spillede umiddelbart efter mod RBK. I følge træneren var stort set alle spillerne skiftet ud på RBK i forhold til første stævne og de var også meget stærke. Vi endte med at spille 1-1, men vi havde rigtigt mange scoringsforsøg. Specielt første halvleg kunne have givet os nogle flere mål hvis vi havde haft heldet var med os.

Vi gik direkte over til at spille mod Ølsted efter RBK og selvom Ølsted har flyttet sig rigtigt meget, var det nærmest en leg for vores drenge at hente et 5-0 resultat hjem. Specielt i anden halvleg blev der igen leget med indskiftningerne, men alligevel blev der hentet et par mål hjem da.

Inden den sidste kamp mod Hellebæk fik drengene endelig en velfortjent pause og da de var en specielt sej modstander ved første stævne, blev der gjort en del ud af taktikken. Hellebæk viste sig da også at være meget disciplinerede og havde en del forskellige spillere med hver deres styrker. Vi var temmelig heldige med et scoringsforsøg, vist nok fra et hjørne, hvor målmanden fejlvurderede bolden, "greb" den med skridtet og sendte den direkte i deres eget mål. Jeg sad selv på sidelinjen med tre udskiftere, der næsten i kor udbrød "gælder det?". Det gjorde det og vi var foran 1-0.
I anden halvleg fik vi lavet den sidste flotte scoring og tappede dermed luften ud af Hellebæk, der måtte se sig slået 2-0.

Vi så i dag en masse drenge, der knoklede og gjorde deres bedste. Nikolaj og Tobias var på kogepunktet med deres mange angreb, Malte gjorde det godt i angrebet, som han ikke prøver så meget ellers og Alexander nåede at få scoret på en forvirrende situation, hvor målmanden tabte bolden.
Dog var det Thomas der "shinede" i dag. Selvom han stadig ikke er meget for at stjæle bolden fra sine modstandere, så var det tydeligt at Thomas har rykket helt vildt på dribling og boldfølelse. Han kunne sik-sakke op mellem sine modstandere med fuld kontrol over bolden og enten afslutte eller spille videre. I sidste ende fik han også selv scoret på den måde og den velfortjente indsats blev belønnet med Fidusbamsen. Stort tillykke til Thomas!

tirsdag den 3. maj 2016

2016 EXTRA!


Forårssæsonen er i fuld gang og vi tilbyder igen to dage med EXTRA! træning.

Ud over den sædvanlige ugentlige træning om onsdagen, træner vi også to mandage, hvor der lægges fokus på enkelte discipliner, der trænes intenst.



De to EXTRA! træningsdage ligger mellem vores DGI stævner, så vi kan drage nytte af dem til kampene - mens det er frisk i hukommelsen.

Til dem der har tid og lyst, slutter vi af med lidt pizza og fælleshygge. Der vil her være en egenbetaling på kr. 40,- pr. næse da klubkassen er slunken.

Den første EXTRA! træning bliver allerede mandag d. 9. maj kl. 17-19, det vil sige om en uge!
Den anden EXTRA! træning er mandag d. 6. juni kl. 17-19.

Da der allerede er stor opbakning, bliver der ingen afstemning og alle kan bare møde op. Kalenderen er samtidigt opdateret.

Vi glæder os til at se alle give den en tand EXTRA! til fodbold!