onsdag den 26. juni 2013

Tak for en fantastisk forårssæson

Og tak for en sæsonafslutning der var vældig hyggelig og blev holdt i god ro og orden

Er der nogen der savner en drikkedunk efter vores lille afslutning?

Jeg har snakket med flere forældre, der er lige så forbløffede som jeg, over hvordan vores drenge er kommet efter det, at spille fodbold. De generte og næste blanke drenge er så små begyndt forvandlingen til deciderede fodboldspillere!

Vi satser på, at efterårssæsonen bliver ligeså lærerig for os alle og jeg kan da igen reklamere for afstemningen om vi skal deltage i Lagkagestævnet og/eller DGI's efterårsturnering fra august til november. Der er stadig god tid til at afgive sin stemme, men den er værdsat!


Hen over sommeren har jeg tænkt mig at lave en ekstra side her på bloggen, der hedder Aktuelt. Her samler jeg links til stævner, specialtilbud fra Sportigan, snarlige begivenheder etc. Det vil gøre det nemmere for alle at se, hvad man skal forberede sig på i de kommende 4-5 uger. Og jeg vil da nok heller ikke kunne lade være med at lægge en opdatering eller to op...


Til sidst et stort tak for erkendtligheden. Jeg er meget glad for at vide, at vi faktisk gør en forskel og at alle er glade for det lille fodbold- og sammenhold vi har fået. Nu er jeg tanket op til den kommende efterårssæson, så lad os se hvad den byder os!

Indtil videre, god sommer til jer alle, vi ses til efterårssæsonen med start d. 14. august.


mandag den 24. juni 2013

Fotos fra Billedexpressen

Som nævnt tidligere, har jeg nu fået bekræftet, at alle billeder vi forældre modtager til gennemsyn fra Billedexpressen, skal betales af os hver især.

Senere hen får vi holdbilledet i digital form og jeg lægger det naturligvis her på bloggen til fri download når tid er.

tirsdag den 18. juni 2013

Sæsonafslutning

Vi holder afslutning på forårssæsonen onsdag d. 26. juni efter dagens træning, da alle deltagere i afstemningen har mulighed for at komme.

Dagens træning byder mere på lege med bold end decideret fodbold træning, så drengene kan beholde bare en smule af den lille resterende energibeholdning efter en, til tider, opslidende dag.

Efter træningen tænder vi op i grillen, der kan benyttes til at tilberede den medbragte mad og sætter os på bænkene oppe ved klubhuset, hvor vi kan spise, få en enkelt afslutningsøl og hyggesnakke.

Søskende, tanter, bedsteforældre, kæledyr med mere er naturligvis velkomne til at deltage i festlighederne.

Husk at medbringe mad og drikke til eget forbrug. Hvis et par stykker kan tage en dug med også, har vi nok til alle bordene, der godt kan være lidt namsede.

Vel mødt til sæsonens sidste træningsdag!


lørdag den 15. juni 2013

Vi vandt DGI turneringen...

...på rent åndeligt og mentalt niveau. Vi blev slået ud på teknisk knock-out, men sikke en kraftpræstation af vores drenge i dag! Jeg er megastolt over det spil og den entusiasme der blev lagt i kampene og rigtigt meget overrasket over, hvor meget drengene har forstået af regler og hvad det hele går ud på.

Vi så Frederik i aktion for første gang og han viste kæmpe fighter-vilje og gode løbe-ben. Frederik og Boaz er meget farlige som angribere, da de løber ekstremt hurtigt og ikke er bange for at tackle modstanderne. Det gav da også pote med hele tre mål i dag - en stor forskel i forhold til vores tidligere kampe.

Max og Magnus stod sædvanligvis klippestabilt i målet og dæmmede op for størstedelen af modstandernes scoringsforsøg. Nogle af os på sidelinien hørte respekten fra de andre forældres omtale af indsatsen. Ligeledes en stor hånd til Anton, der for første gang viste, at han forstår strategi! "Spil mig" sagde han, hvorefter han løb bag modstanderne, parat til at sende bolden i mål.
Også en stor hånd til Rasmus, der formåede at tromle de fleste trusler ned. Selvom han selv kom til skade halvdelen af gangene, blev modstanderne alligevel forkrøblet af hans krop-mod-krop tacklinger :-)

Til sidst en stor tak til resten af spillertruppen, der ydede en kæmpe indsats og fik spillene til at hænge sammen. I har alle gjort jer fortjent til den fine medalje I fik overrakt!

Også en stor tak til forældrene, der var gode til at bakke vores drenge op og i det hele taget gjorde dagen hyggelig. Jeg kørte hjem beruset, på den ikke-alkoholiske måde, over hvor fedt det var at opleve drengene få succes med af score nogle mål og derefter få overrakt en medalje.

Det var al anstrengelsen værd, tillykke alle sammen!

tirsdag den 4. juni 2013

Fodboldafslutning

Den sidste træningsdag inden sommerferien er d. 26. juni og i den forbindelse fejrer vi forårsfodboldens afslutning og sommerferiens begyndelse.
Alle deltagere medtager selv mad og drikke, men der vil være en grill til rådighed, så man kan få varmet sine pølser, bøffer eller halve grise, alt efter behov.

Du kan være med til at bestemme hvornår ved at afgive din stemme her. Hvis du synes det er mest belejligt onsdag efter den sidste træning, så sæt kryds der. Alternativt kan man vælge den efterfølgende fredag eller lørdag, hvis der er mindre stress på da. Det er muligt at vælge alle datoerne, hvis man er totalt overskudsagtig og sprængfyldt med energi