Tak for græsningen
Det har været en fornøjelse at følge vores spillere igennem udendørs sæsonen 2016 og selvom der har været lidt udskiftning på holdet, har alle formået at stryge helt til tops når det handler om at spille sammen - og ikke mindst i DGI turneringerne.Vores garvede spillere har løftet niveauet endnu mere og samtidigt har de fået alle vores nye spillere hurtigere i gang.
Det er rart at se, at vores stræben på at danne et samlet hold er lykkedes.
På trods af de misundelige blikke og rosende ord fra andre trænere, fortsætter vi med at lægge vægt på at pleje spillernes sociale relationer samt at få hele holdet til at spille endnu bedre sammen.
Vi har prøvet at spille 7-mands fodbold, både ved overnatningen og ved gårsdagens afsluttende udendørs træning. Det stiller endnu højere krav til spillernes indbyrdes kommunikation og er ikke mindst endnu mere forvirrende for de nye spillere, men alle klarede det faktisk rigtigt godt. Yderligere viste det sig, at det gav blod på tanden for rigtigt mange af spillerne og motiverede for en hårdere fysisk træning.
Tak for en rigtig god sæson på græs!
Indendørs fodbold
Når indendørs sæsonen starter efter Efterårsferien, kan vi prøve 7-mands fodbold af igen, men det kræver stadig øvelser i kommunikation, indbyrdes mellem spillerne.Og så er der også alle de andre fordele, der gør indendørs fodbold sjovt. Med bander man kan spille på, opdeling af banen i to små og med forskellige forhindringer, kan vi træne de tekniske og taktiske sider af fodbolden, samtidigt med at spillerne har det sjovt.
Vi udvider nu træningen til 1½ time, så det er i tidsrummet kl. 17.00 til 19.30 om mandagen. Det giver os mere tid til at gøre banen interessant og da det fysiske pres også bliver øget, er der brug for lidt flere og længere drikkepauser.
Hermed er det også vigtigt, at alle husker at have drikkedunk med til indendørs træning. Det eneste andet krav vi har, er at spilleren har indendørs sko på. Det er generelt sko, der ikke er sorte i bunden eller smitter af på gulvet. Hvis man har lange træningsbukser er det også en fordel, da man i visse tilfælde kan få brandmærker af at glide på gulvet.
DGI turnering
Holdet er tilmeldt DGI's indendørs turnering i U10 rækken og dermed begynder der at ske lidt ændringer i forhold til det sædvanlige afslappende fodbold.Der spilles nu kampe af 1 x 9 minutter i stedet for syv minutter og der vil være højere tempo på spillet. Det er slut med selv at dømme kampene og foreningen vil derfor påsætte dommere til kampene.
Nu træder reglen om maksimalt 8 spillere på holdet også i kraft og der er ikke noget med at snige en ekstra med på holdet. Medaljer tilfalder også kun de hold, som spiller sig til finalestævnet. Det betyder at hvis man ender længere nede på listen, kan man ikke deltage i det sidste stævne og modtager heller ikke medaljer.
Der gælder i øvrigt også en række af tekniske regler, som både jeg og trænere skal have læst op på inden første stævne :-)
Tag gerne en snak med dit barn og afstem forventningerne, for vi træder nu ind i rækkerne for større børn.
Fotos
Har du taget billeder i løbet af sæsonen, som du mener skal komme alle til gode, så må du gerne sende dem til os. Det kan gøres via mail eller som direkte upload fra din computer, telefon eller andet på dette link. Du finder også linket på Fotos fanebladet. Her finder du også skemaet om tilladelse til fotografering, så vi ved besked om billeder af børnene kan offentliggøres. Dem der ikke har udfyldt dette, bliver bedt om det direkte på mail inden længe.Fotos fanen er blevet opdateret med de seneste billeder og videoer, som man kan hygge sig med i Efterårsferien, men indsend gerne mere materiale!
God Efterårsferie!
Ingen kommentarer :
Send en kommentar