lørdag den 31. august 2013

Fantastisk!

Så fik vi spillet Centerbageren Cup 2013, populært kaldet Lagkageturnering, i Frederiksværk og sikke en succes!


Vi er rigtigt meget stolte af vores drenge, der vandt vores første kampe i en turnering! Således vandt vi 10-2 over Frederiksværk-3, 9-3 over Frederiksværk-4 og 5-1 over Frederiksværk-1. Vi elsker Frederiksværk :-)
Hertil kommer to kampe, hvor modstanderen udeblev (de rystede sikkert voldsomt i bukserne over at skulle møde os), som vi teknisk set også vandt. Alt i alt, 5 ud af 10 kampe i vores favør. Dem vi ikke vandt snakker man ikke om...

Tak til Frederiksværk Idræts Forening, for et godt arrangement, med ekstremt gode baner og bygninger. Denne var vores første, men absolut ikke sidste, Lagkageturnering.

STORT tillykke til vores drenge, der udviste en pragt præstation i dag. Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor vi starter DGI's efterårsturnering.

tirsdag den 27. august 2013

Lagkage Turnering

Så kom udkastet til programmet for Lagkage Turneringen på lørdag. Vi, U7 drenge, skal spille ca. fra kl. 11.00 til 14.30 i kampe der varer 10 minutter uden halvleg. Der vil formentligt være indlagt pauser mellem kampene af 10-20 minutters varighed.

Der vil være spisesteder og forlystelser på stedet, som har åbent fra kl. 9.00 til 19.00.

Vi mødes til efterårssæsonens første stævne på lørdag kl. 10.30-10.45!

(var det bedre Nadja? :-)

tirsdag den 20. august 2013

Første stævner i DGI's efterårsturnering er planlagt

Så er de første tre stævner i DGI's efterårsturnering planlagt og kommer til at foregå i henholdsvis Hundested, Græsted og Gilleleje.

I programmet kan man se enkelte gengangere, såsom KBK Hillerød og Gilleleje FK, men ellers ser der ud til at være en del nye hold og det tegner jo ganske godt, at vi ikke er de eneste grønskollinger mere.

De tre første stævner er opdateret i kalenderen, mens det afsluttende stævne, vanen tro, bliver fastlagt senere.

onsdag den 14. august 2013

Aflysning

Vi må desværre aflyse vores første træning efter sommerferien i dag, da banerne er helt oversvømmede af den megen regn vi har fået i løbet ad dagen. Alle burde have modtaget en SMS med informationen, så ingen kører forgæves.

Jeg håber vi ses næste onsdag i stedet.

mandag den 12. august 2013

Tilmelding lukket

Så er  tilmelding til deltagelse i efterårets arrangementer afsluttet og vi har tilstrækkeligt mange, der ønsker at deltage i Lagkage turneringen, til at vi kan tilmelde to 3-mands hold. Da det altid er rart med nogle udskiftere, er der plads til en enkelt eller to mere, hvis nogen ikke fik tilmeldt sig i tide.

Til gengæld er der 12 tilmeldte til DGI turneringen. Dette er det samme antal som sidst og vi fik da en lille kindhest af turneringsledelsen, da der kun må deltage 8 på et hold. Dog synes jeg at vi er for få til at lave to deltagene hold, så vi tilmelder ét hold igen og hvis vi ikke kan få (eller købe os til) 12 medaljer, bruger vi vores egne reserve-medaljer, der blev indkøbt i foråret.
Dette betyder dog også, at det er mere end almindeligt svært at knibe flere på holdet :-/

Jeg glæder mig til at se alle, der er vendt tilbage fra ferie på onsdag, så vi kan sparke efterårssæsonen i gang.

onsdag den 7. august 2013

Stem nu

På søndag lukker vi afstemningen, om hvorvidt vi skal deltage i Lagkage Stævnet og DGI's efterårsturnering. Skynd dig ind og stem, så de andre ikke tager afsted uden dig!

Jeg har tilføjet siden Aktuelt til bloggen. Her kan man, i meget kort form, læse hvad der sker her og nu og om der er noget man skal forholde sig til.
Man kan f.eks. se, at første træning efter sommerferien er d. 14. august kl. 16.30...