fredag den 23. maj 2014

Gode nyheder

I forlængelse af vores træning i onsdags, blev der afholdt generalforsamling i ASGI's fodboldafdeling. Det lyder meget fornemt, men vi var kun fem personer tilstede, så det var nemt klaret.

Den gode nyhed er, at vi har fået lov til at få nye spillersæt! Oven i hatten får vi et par ekstra bolde samt overtrækstrøjer i to farver. Det er jo netop hvad vi har gået og sukket efter og jeg vil hermed tage kontakt med Sport Direct, der er ASGI's samarbejdspartner, for at få bestilt dem.

Selvom vores akutte behov hermed bliver dækket, synes jeg ikke vi skal slække på indsatsen med at finde sponsorer andre steder. Vi har masser af ting og oplevelser at bruge penge på, så intet sponsorat er for lille.

Jeg håber at vi kan præsentere vores spillere i nyt tøj allerede til det afsluttende stævne d. 15. juni i Slangerup.

onsdag den 14. maj 2014

Fodbold-hygge-aften

Vi har netop afsluttet vores hygge aften med fodbold på TV, pizza, popcorn, kage og sodavand og det var utroligt hyggeligt at se drengene sammen om noget andet end de plejer.

Aftenen endte vist mest i den sociale afdeling, men det er også vigtigt at få opbygget et sammenhold, så de efterhånden ser sig selv som en del af et team.

Vi voksne fik i samme omgang aftalt årets aktiviteter, der stort set endte med samme plan som sidste år.

Vi holder sommerferie efter forårets DGI turnering og kort efter sommerferiens afslutning, laver vi et rent socialt arrangement med grillmad og hygge.
Dette skarp efterfulgt af Centerbageren Cup, også kaldet Lagkageturnering, i Frederiksværk og afslutningsvis efterårets DGI turnering med fire stævner.

Det kom på tale at vi eventuelt kan afholde vores eget lille stævne, da det skæppede ret godt i den slunkne klubkasse sidst, så jeg vil undersøge hvad der skal til for at det kan lade sig gøre.

Yderligere begynder hver især at kigge sig om efter sponsorer til indkøb af fornødenheder som trøjer og bukser i den rette størrelse som det vigtigste. Vi kan sagtens bruge mere udstyr end det, men vi kan altid udvide ønskesedlen.

Stort tak til forældregruppen, der endnu en gang udviste masser af initiativ og engagement i forbindelse med vores arrangementer!


søndag den 4. maj 2014

Andet stævne i forårets DGI turnering

Så fik vi selv afholdt det andet stævne i turneringen og det er med stor glæde jeg kan fortælle, at vi er rykket op på 4. pladsen. Man kan se stillingen her.


Det er utroligt godt at se drengene med så stor en iver og et kæmpe gå-på mod, der oven i købet resulterede i to vundne kampe i dag. Vi så nogle fantastiske angreb, med godt holdspil, nogle rigtig gode tacklinger på midtbanen samt et meget effektivt forsvar i vores ende. Vi overhørte oven i købet modstanderne lægge strategier, da vi ikke er nemme at besejre mere. Når det er sagt, fik vi også selv spillet strategisk, hvilket bidrog til vores medvind på banerne.

Tak til det lille syv mands hold for en stor indsats og også et ønske om god bedring til deres kammerat, Magnus S., der ligger syg med høj feber.

Jeg vil gerne takke forældregruppen for jeres engagement i dette stævne. Dejlig at se så mange mennesker lægge lidt ekstra kræfter i med at arrangere, slæbe, bage og ikke mindst hjælpe drengene igennem kampene. Takket være jer og de Fantastiske Fire i boden, har vi tjent lidt småskillinger til fremtidigt indkøb til holdet og dets arrangementer.


Et sidste tak til Valdemars (0. kl.) far, der trådte til i 11. time og klippede vores baner, så de stod parate her til morgen.

Jeg glæder mig afsindigt til næste stævne, hvor jer er sikker på de giver sig 110% igen!

fredag den 2. maj 2014

Phew!

Så fik vi styr på banerne til på søndag, som kommunen ikke lige havde tænkt sig at klippe foreløbigt åbenbart. Vi blev reddet af Valdemars far, Michael, der klippede begge baner for os imod 10L benzin og vores opkridtningsmand, Hans, der nåede forbi og lave streger til banerne.

Under dette forløb har jeg fået en kontakt person i Hillerød Vej & Park, så det ikke kommer til at ske igen.

Nu satser vi på godt vejr søndag og nogle friske drenge til at forsvare hjemmebanen :-)