fredag den 26. juni 2015

Datoer i efteråret

Lidt mod sædvanligt, er der allerede kommet datoer på de arrangementer som vi finder spændende i efteråret.

Invitationen til Lagkagestævnet, officielt kendt som City Bakery Cup, i Frederiksværk er nu officiel. Stævnet bliver afholdt lørdag d. 5. september på Frederiksværk Stadion. Specifikke tidspunkter vil komme senere, men det plejer at være et formiddags/middags arrangement.
Vi har deltaget i dette stævne i to år og det er et hyggeligt stævne for hele familien, med nogle kampe for drengene, efterfulgt af medaljeoverrækkelse og afslutning med sodavand og lagkage til alle.
Du kan se den officielle invitation her.

Datoerne for DGI's efterårsturnering er også meldt ud og de er ligeledes tilføjet vores kalender. Vær dog opmærksom på, at disse datoer kan ændre sig afhængigt af antallet af tilmeldte og dette bliver som regel meldt ud ret sent.
De fire søndage i efteråret er indtil videre d. 30. august, 13. og 27. september samt afsluttende medaljestævne d. 3. eller 4. oktober.

Dette betyder jo at vi kun har tre almindelige træningsdage efter sommerferien inden vi skal spille de første kampe, så der skal nok trænes igennem :-)

onsdag den 24. juni 2015

Sommerferie

I dag afsluttede vi forårets fodbold sæson med manér!

Vi startede med et lille mini-stævne med vores U7 broder-hold og midt i det hele dukker et par folk op, som jeg havde en løs aftale med. De var faret lidt vild og var ret forsinket, men det holdt dem ikke tilbage fra at rigge kameraer op og starte deres filmene fire-motors drone. Vi gav den derfor en ekstra gang gas med en ekstra træningskamp for vores eget hold indbyrdes, skarpt forfulgt af en drone i luften og kameraer fra sidelinien. Det bliver interessant at se om der kom noget god dokumentation ud af det.

Efterfølgende var der grillhygge ved klubben efterfulgt af sæsonens præmieoverrækkelser.
Vinderen af forårets Fighterpokal går til Max for hans enestående præstationer som målmand, der understreger hvor meget lærdom han har tilegnet sig om spillet, erfaring med samspil og forståelse af kommunikation og sociale relationer. Stort tillykke til Max!

I afstemningen om Favorit pokalen, vandt Tobias atter en gang og tager dermed æren for anden gang i træk. Stort tillykke til Tobias!

For deltagelse i samtlige af forårets fem stævner i DGI turneringen, modtog Alexander, Frederik, Magnus S., Thomas og Tobias Mesterspiller medaljen. De har helt klart gjort deres indsats for vores flotte placering.

En anden uventet begivenhed indtræffer så igen: Annette tager ordet og overrækker en gave til Bo, Martin og undertegnede på vegne af alle forældre! Vi takker mange gange for gaven og må indrømme, at det luner når også vores indsats bliver bemærket

Vi afsluttede med kage og kaffe mens jeg afviklede en lettere kaosramt fodboldquiz. Hovedsagen er dog, at alle børn gik derfra med en lille hold-oplevelse og chokoladesmag i mundvigen.

Jeg har sagt det før, men det kan ikke siges for tit: Jeg er fantastisk stolt af vores drenge dette forår! Der er udelukkende en positiv udvikling hos samtlige spillere at spore, så det er med stor forventning at vi starter efterårssæsonen efter sommerferien.

Rigtig god sommerferie!

tirsdag den 23. juni 2015

Sidste træningsdag

I morgen løber den sidste træningsdag af stablen og den afholdes i samarbejde med vores U7 broderhold.
Programmet er som følger:

Kl. 17.00 Vi spiller et lille mini-stævne begge hold indbyrdes.
Kl. 17.30 Fotografering af enkelte spillere starter. De trækkes ud en efter en.
Kl. 18.00 Holdfoto og herefter grillhygge/fællesspisning.
Kl. 18.45 Medaljer og pokaler uddeles.
Kl. 19.00 En lille fodbold quiz mellem 2-4 hold. Kaffe og kage til alle.

Husk at tage vores kamptøj med og kom gerne iklædt selvsamme, men da jeg forsøger at samle det hele sammen inden ferien må I meget gerne tage skiftetøj med.

Medbring mad og drikkevarer til eget forbrug. Vi skulle gerne have grillplads nok, så der er mulighed for at få branket en pølse.
Da vi bliver noget i retning af 25-30 voksne med børn, er det nok en god idé at tage et tæppe med, så man evt. kan slå sig ned på græsset.

Vel mødt til sidste træning inden sommerferien!

søndag den 21. juni 2015

Medaljestævne i Slangerup

Sikke nogle kampe vores drenge fik spillet i dag!
Det er alligevel sjældent at jeg ligefrem får gåsehud når en kamp fløjtes af, men det skete altså i dag. Det sidste stævne i forårets DGI turnering blev afholdt i Slangerup og det osede af energi, sammenhold og overblik fra vores drenge, stort set hele dagen igennem.

Vi startede med at taberdømme Frederiksværk, da de ikke dukkede op. Lidt ærgerligt, da man godt kunne have sovet de 40 minutter ekstra, men vi varmede op med en lille uformel kamp mod Skibby's U7 drenge.

Herefter spillede vi mod Græsted, en kamp der endte 4-0 i vores favør og det var en fryd at se drengene eksekvere al lærdom, som vores dygtige trænere har proppet ind i dem, på 2 x 7  minutter!

Den tredje kamp mod Annisse endte uafgjort 2-2 og igen var opskriften den samme. Jeg tror simpelthen at vores modstandere blev lidt overrumplet over den disciplin og energi, der blev lagt i spillet. Det var en kamp vi sagtens kunne have vundet, da vi havde langt flere chancer en holdet fra Annisse.

Næste kamp mod Ølsted blev startet med spænding, da vi fandt ud af, at de stillede med nogle mere erfarne spillere i forhold til de foregående stævner. Med en sejr på 5-0 over Ølsted, fik drengene lige en ekstra portion selvtillid og selvom de gik hårdt til os i anden halvleg, fik de ikke bolden i kassen.

I sidste kamp mod Gilleleje prøvede vi en ny opstilling med Rasmus som angriber og bla. Tobias og Magnus M. på midtbanen. Kampen endte med 0-1 til Gilleleje, men kunne ligeså godt have været uafgjort da de var ret heldige med deres scoring.


På trods af, at pointene ikke var ajourført af turneringsledelsen, kunne vi fastholde vores bronzemedalje.
Da vi fik intet mindre end 10 point i dag, er jeg sikker på at vi fik indhentet lidt af afstanden til Græsted og Annisse, men en sikker 3. plads blev det i hvert fald til.
Slutstillingen er tilgængelig på DGI's side så snart de andre resultater indløber.

STORT TILLYKKE!

onsdag den 10. juni 2015

Besøg af sponsor

Der har været en utrolig hyggelig dag, denne onsdag, hvor vi havde besøg af vores sponsor, Hillerød Kræmmermarked.


De kom tre mand høj og filmede træningen, men lavede også nogle mini-interviews med nogle af drengene. Træningen blev afsluttet med en straffesparkkonkurrence og et stort tillykke til Rasmus, Tobias og Thomas, der henholdsvis vandt gavekort til Sportmaster på kr. 300,-, kr. 200,- og kr. 100,-.

Også en kæmpe hånd til Max, der nok havde sit livs hårdeste 15 minutter på mål og endte med ømme hænder!

Tilsidst fik alle en flødebolle og en sodavand oven på den hårde dag og vi benyttede lejligheden til at takke Hillerød Kræmmermarked for de mange dine gaver som de har sponseret

De mange filmklip bliver sat sammen til en mini-film om vores drenge og jeg skal sørge for at den bliver lagt op her på bloggen, når den er parat. Indtil videre kan man se de første billeder på Hillerød Kræmmermarkeds Facebook side.

torsdag den 4. juni 2015

Dato for sidste stævne

Vi har fået datoen for det femte og sidste stævne i forårets DGI turnering og det bliver, lidt som forventet, søndag d. 21. juni på Idrætsvej 3-5 i Slangerup.

Den første kamp spiller vi allerede kl. 9.00, så sørg gerne for at være på banen kl. 8.45 så drengene kan varme lidt op og vi kan få lagt en slagplan.

Du finder det komplette kampprogram her på DGI's hjemmeside.

onsdag den 3. juni 2015

Sponsor event

På onsdag d. 10. juni kommer vores sponsor, Hillerød Kræmmermarked forbi og laver lidt løjer med drengene.

Jeg er sikker på at de har lidt godter med og lader mig fortælle at der også bliver afholdt en lille konkurrence - selvfølgelig med præmier.

Mens vi træner vil en fotograf filme drengene til en lille 1-2 minutters video, som de vil lægge op på deres Facebook side samt vise på årets Hillerød Kræmmermarked.

Vi ser frem til en anderledes og hyggelig træningsdag d. 10!