De første fire kampe var rigtigt gode. Anton, Magnus, Malte, Mattis, Max og Rasmus ydede en kæmpe indsats med mange fine detaljer, der endda også gav os et mål. Vores modstandere havde det også svært med at score på vores mål. Specielt stod Magnus særdeles godt på mål i dag.
Den sidste kamp var til gengæld noget af det værste jeg har set længe, hvor vi tabte stort til et hold, som vi rent faktisk godt kunne have vundet over. Drengene havde helt tabt fokus, sloges med deres medspillere om bolden og var mere tilskuere end deltagere. Jeg gav desværre nok lidt for meget udtryk for min ærgrelse over det elendige spil, for jeg fortrød bagefter da jeg så, hvor opkogte og trætte de var. De var simpelthen slidt op.
En ting er, at vi ikke er så rutinerede endnu, men vi mangler helt klart noget opbakning fra den anden halvdel af spillerne, der ikke mødte op, men som har tilmeldt sig. Et ansvar som jeg i højere grad placerer hos jer forældre end den enkelte spiller - der skal simpelthen strammes op, for man kan ikke være bekendt at efterlade sine holdkammerater i sådan en pine.
Indtil videre har jeg været meget afslappet med hensyn til deltagelse i disse turneringer, ligesom DGI også lægger op til, at det skal være hyggeligt og inspirerende. Det bliver desværre knapt så hyggeligt og i stedet en belastning, når få spillere skal løfte opgaven alene. Efter i dag, vil jeg tænke lidt over hvordan vi håndterer dette i fremtiden, så vi forskåner drengene fra at knokle en vis del ud af bukserne, med vabler på fødderne og sveden sprøjtende. Du, som forælder, må også meget gerne tage stilling til, hvilken retning du synes vi skal bevæge os i og melde tilbage.
Selvom det var hårdt, kan man se at der alligevel var plads til et par hyggestunder.
Jeg tænker også at både du og Niels virkede lidt trætte efter den oplevelse, helt foreståeligt. Jeg vil blive så ærgelig over hvis I mister modet og holdet må nedlægges. Som jeg ser det er der to veje at gå. Den ene er at droppe tuneringer, måske lige på nær de sjove mere uformelle tuneringer, såsom lagkagetunering. Og den anden er at fortsætte, men med mere opbakning, også at vi som forældre lærer dem reglerne og respektere at de er et hold, enkelte har også budt ind med trænerassistance i form af to teenageknægte. Da vi i sin tid startede holdet var intentionen jo også kun leg, så det er vigtig vi for afstemt forventningerne, også undervejs, så man kan følge med som forældre. Og så vil jeg gerne understrege at det er en for stor træningsopgaven (både til træning og til kamp) at stå med drengene alene, hvis de forsat skal til tuneringer. Som forældre kan jeg sige at det heller ikke var sjovt i søndags at sende en skadet spiller tilbage på banen, set i bagspejlet kunne vi måske have aflyst at spille videre - det er jo trods alt kun for sjov. Hilsen Annette Rieva
SvarSlet