Vores egne drenge er lige blevet puttet og jeg sidder nu her, ca. fem timer og en flaske rødvin senere, og tænker på hvor formidabelt alle vores drenge spillede i dag. Ingen ord kan beskrive hvor drastisk mine bekymringer fra sidste stævne er vendt til noget af det mest positive man kan ønske sig. Selvom vi ikke nåede at spille mod Græsted til sidst, klarede de sig helt fantastisk igennem fire kampe, hvor de spillede hinanden, dækkede modstanderen op, spillede angreb og forsvar og var fokuserede og udholdende.
Jeg vil gerne takke både drenge og forældre for en rigtig hyggelig dag, hvor stort set alle dukkede op og bidrog til vores formiddagsarrangement, men også for den opbakning som alle fremmødte forældre udviste.
Ingen kan modsige mig, når jeg mener at det var helt klart den bedste præstation nogensinde og jeg ved ikke om det var vores hyggelige samvær til morgen, vores gennemgang af fodboldkampen i TV eller bare en god dag, der gjorde det. Under alle omstændigheder er jeg utrolig stolt af dem alle sammen og jeg synes de har et kæmpe potentiale til at blive et hold, som andre vil frygte at møde om nogle år.
Under kampene i dag, filmede Magnus' far de fleste af vores kampe og ved en senere lejlighed, synes jeg vi skal mødes igen og se dem igennem. Vi kan se hvad vi gjorde godt og hvad der kan blive bedre og da jeg har indtryk af, at se en "rigtig" fodboldkamp gav et stort udbytte for drengene, må det være endnu mere lærerigt at se sig selv løbe rundt på banen og brillere/klokke i det.
Tak alle sammen for en fantastisk afslutning på efterårets DGI turnering!
Fedt - øv at vi ikke kunne være der! Det glæder mig rigtigt meget at der bliver "rykket"!
SvarSlet