lørdag den 15. juni 2013

Vi vandt DGI turneringen...

...på rent åndeligt og mentalt niveau. Vi blev slået ud på teknisk knock-out, men sikke en kraftpræstation af vores drenge i dag! Jeg er megastolt over det spil og den entusiasme der blev lagt i kampene og rigtigt meget overrasket over, hvor meget drengene har forstået af regler og hvad det hele går ud på.

Vi så Frederik i aktion for første gang og han viste kæmpe fighter-vilje og gode løbe-ben. Frederik og Boaz er meget farlige som angribere, da de løber ekstremt hurtigt og ikke er bange for at tackle modstanderne. Det gav da også pote med hele tre mål i dag - en stor forskel i forhold til vores tidligere kampe.

Max og Magnus stod sædvanligvis klippestabilt i målet og dæmmede op for størstedelen af modstandernes scoringsforsøg. Nogle af os på sidelinien hørte respekten fra de andre forældres omtale af indsatsen. Ligeledes en stor hånd til Anton, der for første gang viste, at han forstår strategi! "Spil mig" sagde han, hvorefter han løb bag modstanderne, parat til at sende bolden i mål.
Også en stor hånd til Rasmus, der formåede at tromle de fleste trusler ned. Selvom han selv kom til skade halvdelen af gangene, blev modstanderne alligevel forkrøblet af hans krop-mod-krop tacklinger :-)

Til sidst en stor tak til resten af spillertruppen, der ydede en kæmpe indsats og fik spillene til at hænge sammen. I har alle gjort jer fortjent til den fine medalje I fik overrakt!

Også en stor tak til forældrene, der var gode til at bakke vores drenge op og i det hele taget gjorde dagen hyggelig. Jeg kørte hjem beruset, på den ikke-alkoholiske måde, over hvor fedt det var at opleve drengene få succes med af score nogle mål og derefter få overrakt en medalje.

Det var al anstrengelsen værd, tillykke alle sammen!

Ingen kommentarer :

Send en kommentar